VI ER FÆLLES OM VORES GODE SKOLE
Vores dagligdag præges af nærvær, tryghed, engagement og en åben omgangsform, som tager udgangspunkt i, at vi kan lide at være sammen med eleverne. Den gensidige respekt imellem elever og lærere smitter også af på elevernes indbyrdes relationer og samvær.
Her er en positiv, glad og imødekommende ånd, og man hilser på hinanden, når man mødes på gangene.
Skolen føles ikke stor. Vi kender eleverne, og de kender os. Det skaber tryghed og overskuelighed. Børnene ser sig selv som en del af et fællesskab og føler medansvar for egen og klassens trivsel. De rummer hinandens forskelligheder og møder hinanden med respekt og accept og er derfor også gode til at tage imod nye elever.
Det er vigtigt for os, at eleverne føler sig trygge og kan lide at komme i skole. Oplever vi noget andet, reagerer vi med det samme. Vi er tydelige voksne, der gerne bidrager til elevernes almene dannelse.
Vi er fælles om vores gode skole – børn, forældre og personale.
KERNELÆRERE BETYDER BEDRE TRIVSEL
Hver klasse har to kernelærere (klasselærer og en lærer, der kender klassen godt), som kommunikerer med de øvrige lærere om klassens trivsel.
Desuden holder ledelsen løbende klassekonferencer med kernelærerne for at identificere og planlægge forløb for de elever, der måtte have særlige faglige og/eller adfærdsmæssige behov.
Samtidig drøftes hele klassens trivsel og læringsmiljø.
TRIVSEL PÅ SKEMAET
I 3.-5. klasse er ”Sundhed og trivsel” på skemaet.
AKT-FUNKTION
For at styrke skolens udvikling omkring trivsel, har vi en AKT-lærer (adfærd/kontakt/trivsel), hvis arbejde er af forebyggende og støttende karakter. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med lærere og skolens ledelse.
SKILSMISSEGRUPPER
Når forældrene skilles, slår hverdagen og livet en kolbøtte, og barnets følelsesmæssige reaktioner kan periodisk skygge for overskuddet til at lære.
Forskning viser, at det skaber bedre trivsel, hvis barnet sammen med andre skilsmissebørn støttes i at sætte ord på tanker og følelser, så barnet erfarer, at det ikke er alene om at være følelsesmæssigt udfordret, og at der er lys forude. Børn og unge er nemlig utroligt gode til at rådgive og støtte hinanden, når en ansvarlig voksen skaber rummet til det.
Derfor tilbyder vi skilsmissegrupper med samtale som det bærende element. Børnene hjælpes på vej af Bettina (SFO-leder) og Lone (viceskoleleder). Vi mødes 1-1½ time om ugen, og et forløb varer typisk 6-8 uger.
Alt foregår naturligvis i fortrolighed. Man må ikke udenfor gruppen fortælle, hvad andre har sagt eller gjort.