MOBNING ER ET SOCIALT FÆNOMEN
På Nyborg Private Realskole har vi altid haft en klar og utvetydig holdning til mobning: Mobning tolereres ikke.
I skoleåret 2016/17 udfærdigede vi desuden en strategi mod mobning.
Den tager udgangspunkt i, at mobning er et socialt fænomen, der opstår, når en elev udelukkes fra fællesskabet i gruppens bestræbelser på at definere sig selv som gruppe.
Det er altså tilfældigt, om der mobbes, hvem der mobbes - eller hvem der mobber.
Det handler ikke om de ”stærke” eller ”svage” elever eller om forskellige personligheder, men om elever, der gøres stærke eller svage af fællesskabets forsøg på at definere sig selv som gruppe.
Med denne forståelse af fænomenet er det således de relationelle magtmønstre i klassen, der skal kigges efter i sømmene og arbejdes med, hvis der opstår problemer, der kræver, at der gribes ind.
NØGLEORDET ER FOREBYGGELSE
Det bedste værn mod mobning er et godt klassefællesskab, og her er det et grundvilkår, at alle ved og accepterer, hvad skolens kerneopgave er: At formålet med at være her er at lære noget - og gøre sig umage med det.
Et godt klassefællesskab er et fællesskab, der accepterer dette grundvilkår - og hvor hver enkelt elev kan være sig selv - uden at være sig selv nok. Og at der er rummelighed samtidig med, at der er udstukket klare grænser.
Et godt klassefællesskab bygger på værdighed, ligeværd og respekt – det er lærernes, elevernes og forældrenes fælles opgave at arbejde for et godt klassefællesskab.
Frikvartererne er et særligt rum i skolen. For eleverne er det en væsentlig og betydelig del af deres skoleliv.
Frikvarterene er også et læringsrum. Her udleves og formes fællesskabets normer uden konstant indblanding fra voksne. Men eleverne skal hjælpes og guides, så de får gode legerelationer, der er i overensstemmelse med skolens forståelse af det gode fællesskab, hvor der er ligeværd og respekt.
HANDLEPLAN
Alle situationer, hvor mobning opstår, er unikke. Derfor er der ikke en simpel skabelon til en løsning. Der skal en grundig analyse af problemerne til for at finde ud af, hvor og hvordan der bedst sættes ind - og med størst mulig effekt. Og der skal laves en handleplan.
Det kan være en lang proces at løse konflikterne, for der er mange følelser i spil hos de involverede.
Nøglen til succes ligger i at få genetableret tillid og tryghed i gruppen – ikke kun blandt eleverne, men ofte også blandt forældrene. Derfor har både elever, lærere og forældre afgørende betydning for at få løst problemerne.