Tal ikke dårligt om dine børns klassekammerater - eller om deres forældre.

Det forstyrrer barnets opbygning af kammeratskabsnetværk.
Forældreattituder påvirker også hele klassens tolerancekultur.

Støt dit barn i at dyrke mange forskellige bekendtskaber på kryds og tværs af klassen.

Det er en styrke for barnet at have flere bekendtskaber at bygge på. Samtidig mindsker det muligheden for, at nogle klassekammerater bliver meget isolerede.

Sæt spot på "usynlige" kammerater i dit barns klasse.
Børn, der ikke nævnes, aldrig er med hjemme osv.

"Usynlige" klassekammerater kan være isolerede, mobbede børn, der trænger til at blive trukket med ind i lege eller aftaler.

Tilskynd dit barn til at forsvare den kammerat, der ikke kan forsvare sig selv.

Det er især håndsrækningen fra en klassekammerat, der bryder isolationen omkring barnet, der mobbes.

Giv invitationer til børnefødselsdage fra klassekammeraterne høj prioritet. Dvs. sørg for, at dit barn så vidt muligt tager med til alles fødselsdage.

Det udtrykker respekt for klassekammeraten, der har fødselsdag, at invitationen tages alvorligt.

Fortæl dit barn, at fødselsdagsfester er forskellige, og det er en del af det spændende ved at komme ud.

Barnet med lavstatus i klassen kritiseres ofte for fødselsdagens indhold. De fleste børn bliver ulykkelige, når de rammes på deres familieidentitet. Forskellige fødselsdagsformer øger spændingen.

Når du selv holder fødselsdag for dit barn, så husk den sociale fødselsdagspolitik: alle, ingen eller alle piger/alle drenge. Denne ordning opfattes som retfærdig af de fleste børn.

Selektive fødselsdagsinvitationer markerer manglende respekt for klassen som et samlet konkret fællesskab. At blive sprunget over i rækken af inviterede gæster opleves meget smertefuldt.


Prioritér samvær med de andre forældre i klassen.


Socialt samvær i forældregruppen smitter af på det sociale samvær eleverne imellem.


Støt lærerne, der prioriterer det sociale liv i klassen.

Lærere, der sætter konkrete initiativer i gang for at forbedre det sociale liv i klassen, har brug for forældreopbakning, så projektet ikke mislykkes.

Brug forældrerepræsentanter og skolebestyrelse i antimobbearbejdet.

Forældrerepræsentanter og skolebestyrelse kan være med til at gøre mobbeindsatsen til en top-prioriteret skoleindsats.

Kilde: 10 forældreråd om mobning fra "Grundbog mod mobning" af Helle Rabøl Hansen (Gyldendals Lærerbibliotek).