TRADITION MED DYBE RØDDER
For over 25 år siden stiftedes Nyborg Private Realskoles Kulturfond.
Blandt stifterne var skolens forældrekreds og daværende skoleleder Hans Åge Schultz.

KULTURELLE FORMÅL
Fondens formål var – og er stadig – at yde bidrag til kulturarrangementer og oplevelser for skolens elever.
Igennem årene er det blevet til utallige arrangementer til glæde for store og små elever. Unikke oplevelser, der rækker ud over den daglige undervisning. F.eks. koncerter, teater, ballet osv.

Indtægterne til kulturfonden er gennem alle årene kommet fra skolens store fællesarrangement, julebasaren.

Julebasaren holdes hvert år i slutningen af november, og planlægningen styres af skolens forældreråd.
Hver enkelt klasse står for en bod med fantasifulde aktiviteter eller salg af alverdens spændende ting og sager, som elever og forældre ofte selv har lavet - f.eks. bagværk, julepynt, juledekorationer osv.


I skolegården og gymnastiksalen opstilles boder, og med lysguirlander samt duften af gløgg og æbleskiver i næsen lægges der op til julestemning for de mange gæster, der hvert år besøger julebasaren.

ET ANDET VIGTIGT FORMÅL
Men julebasarens formål er ikke kun at skaffe penge til kulturfonden. Det er i lige så høj grad at skabe samhørighed og fællesskab i de enkelte klasser.
Forældre er nemlig nøglepersoner, når det handler om klassens trivsel. Derfor er julebasaren en oplagt forældreopgave.

Når alle - børn såvel som voksne - kender hinanden og har det godt indbydes, er det nemmere at forstå og respektere hinandens forskelligheder, tale positivt om hinanden derhjemme - og i fællesskab drøfte og løse de problemer, der måtte opstå i skoleforløbet.

Planlægning og gennemførelse af et sådant arrangement kræver nemlig, at alle ”løfter i flok” og bakker op om arrangementet. Det bringer forældrene sammen - og et velfungerende forældresamarbejde er en forudsætning for velfungerende klasser.
I de klasser, hvor opgaverne løses i fællesskab og i en positiv ånd, oplever vi større samhørighed i såvel klassen som blandt klassens forældre.